SCRIPTURAE PRIMUM ET SOLUM
Sætningerne i blåt giver dig yderligere bibelske forklaringer. Klik bare på hyperlinket i blåt. Bibelske artikler er hovedsageligt skrevet på fire sprog: engelsk, spansk, portugisisk og fransk
HVORFOR ?
Hvorfor har Gud tilladt lidelse og ondskab indtil i dag?
"Jehova, hvor længe skal jeg råbe om hjælp uden at du hører? Hvor længe skal jeg bede om hjælp på grund af vold uden at du griber ind? Hvorfor lader du mig være vidne til ondskab? Og hvorfor tolererer du undertrykkelse? Hvorfor er der ødelæggelse og vold foran mig? Og hvorfor er der stridigheder og konflikter alle vegne? Loven er magtesløs, og retfærdigheden bliver aldrig håndhævet, for de onde omringer de retfærdige. Det er derfor retfærdigheden bliver fordrejet"
(Habakkuk 1:2-4)
"Jeg rettede igen min opmærksomhed mod al den undertrykkelse der foregår under solen. Jeg så de undertryktes tårer, og ingen trøstede dem. Det var deres undertrykkere der havde magten – der var ingen til at trøste dem. (...) I løbet af mit meningsløse liv har jeg set alt – lige fra den retfærdige der dør selvom han er retfærdig, til den onde der lever længe trods sin ondskab. (...) Alt dette har jeg betragtet, og jeg har tænkt dybt over alt det der er blevet gjort under solen, i den tid hvor det ene menneske har hersket over det andet til skade for det. (…) Der sker noget meningsløst her på jorden: Der er retfærdige mennesker der bliver behandlet som om de var onde, og der er onde mennesker der bliver behandlet som om de var retfærdige. Jeg siger: Det er også meningsløst. (…) Jeg har set tjenere være højt til hest, mens fyrster gik til fods ligesom tjenere”
(Prædikeren 4:1; 7:15; 8:9,14; 10:7)
"Skabningerne blev nemlig underlagt håbløshed. Det var ikke af egen fri vilje, men gennem ham der lod det ske. Samtidig blev der dog givet et håb"
(Romerne 8:20)
"Når man kommer ud for prøvelser, skal man ikke sige: “Det er Gud der prøver mig.” Gud kan nemlig ikke prøves med noget ondt, og selv prøver han heller ikke nogen med ondt"
(Jakob 1:13)
Hvorfor har Gud tilladt lidelse og ondskab indtil i dag?
Den virkelige skyldige i denne situation er Satan djævelen, der i Bibelen omtales som en anklager (Åbenbaringen 12:9). Jesus Kristus, Guds søn, sagde at djævelen var en løgner og en morder på menneskeheden (Johannes 8:44). Der er to store anklager til Gud:
1 - En beskyldning mod Guds ret til at herske over sine skabninger, både usynlige og synlige.
2 - En beskyldning om skabelsens integritet, især mennesker, fremsat i Guds billede (1. Mosebog 1:26).
Når der indgives en klage, og der anlægges alvorlige anklager, tager det lang tid, før en retsforfølgning eller forsvar bliver undersøgt, før retssagen og den endelige dom. Profetien i Daniels kapitel 7 præsenterer situationen, hvor Guds suverænitet og menneskets integritet er involveret, ved en domstol, hvor dommen finder sted: ”Der strømmede en flod af ild ud fra ham. Tusind gange tusind tjente ham, og ti tusind gange ti tusind stod foran ham. Retssagen begyndte, og bøger blev åbnet. (…) Men retten gik sin gang, og hans herredømme blev taget fra ham så han kunne blive ødelagt og fuldstændigt tilintetgjort” (Daniel 7:10,26). Som det er skrevet i denne tekst, er jordens suverænitet, som altid har tilhørt Gud, taget fra djævelen og også fra mennesket. Dette billede af tribunalet er præsenteret i Esajas kapitel 43, hvor det er skrevet, at de, der tager side for Gud, er hans "vidner": “I er mine vidner,” erklærer Jehova, “ja, min tjener som jeg har udvalgt for at I kan kende mig og tro på mig og forstå at jeg altid er den samme. Før mig fandtes der ingen Gud, og efter mig har der heller ikke været nogen. Jeg, jeg er Jehova, og ud over mig er der ingen frelser” (Esajas 43:10,11). Jesus Kristus kaldes også Guds "trofaste vidne" (Åbenbaringen 1:5).
I forbindelse med disse to alvorlige beskyldninger har Jehova Gud tilladt Satan djævelen og menneskeheden tid, mere end 6.000 år, at fremlægge deres bevis, nemlig om de kan herske over jorden uden Guds suverænitet. Vi er ved afslutningen af denne oplevelse, hvor djævelens løgn bringes frem i lyset af den katastrofale situation, hvor menneskeheden befinder sig, på randen af total ødelæggelse (Matthæus 24:22). Dommen og fuldbyrdelsen af dommen finder sted under den store trængsel (Matthæus 24:21; 25:31-46). Lad os nu tackle djævelens to beskyldninger mere specifikt ved at undersøge, hvad der skete i Eden, i Første Mosebog, kapitel 2 og 3, og i Jobs bog, kapitel 1 og 2.
1 - En beskyldning mod Guds ret til at herske over sine skabninger, både usynlige og synlige
Første Mosebog, kapitel 2, fortæller os, at Gud skabte mennesket og satte ham i en "have" ved navn Eden på flere tusinde hektar, hvis ikke mere. Adam var i ideelle forhold og nød stor frihed (Johannes 8:32). Men Gud satte en grænse for denne enorme frihed: et træ: "Jehova Gud tog mennesket og satte ham i Edens Have til at dyrke den og tage sig af den. Jehova Gud gav også mennesket denne befaling: “Du kan frit spise af alle træer i haven. Men du må ikke spise af træet til kundskab om godt og ondt, for den dag du spiser af det, skal du dø”" (1 Mosebog 2:15-17). "Videnens træ om godt og ondt" var simpelthen den konkrete repræsentation af det abstrakte begreb godt og dårligt. Fremover repræsenterer dette virkelige træ for Adam den konkrete grænse, en "(konkret) viden om det gode og det dårlige", fastgjort af Gud mellem det "gode", for at adlyde ham og ikke spise af det og det "dårlige", det ulydighed.
Det er tydeligt, at denne befaling fra Gud ikke var tung (sammenlign med Matthæus 11: 28-30 "For mit åg er let og min byrde er let" og 1. Johannes 5: 3 "Hans befalinger er ikke tunge" (Guds)). Forresten har nogle sagt, at den "forbudte frugt" repræsenterer seksuelle forhold: dette er forkert, for da Gud gav denne befaling, eksisterede Eva ikke. Gud ville ikke forbyde noget, som Adam ikke kunne vide (Sammenlign kronologien over begivenhederne 1. Mosebog 2:15-17 (Guds befaling) med 2:18-25 (skabelsen af Eva)).
Djævelens fristelse
“Slangen var det forsigtigste af alle de vilde dyr Jehova Gud havde frembragt. Så den sagde til kvinden: “Har Gud virkelig sagt at I ikke må spise af alle træerne i haven?” Kvinden svarede slangen: “Vi har lov til at spise af frugten på træerne i haven. Men Gud har sagt om frugten på det træ der er midt i haven: ‘I må ikke spise af den, nej, I må ikke røre ved den, for hvis I gør det, skal I dø.’” Så sagde slangen til kvinden: “I skal bestemt ikke dø. For Gud ved at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud med hensyn til at vide hvad der er godt og ondt.” Kvinden så nu at træet var godt at spise af, og at det var noget øjnene havde lyst til, ja, træet var smukt at se på. Så hun tog af dets frugt og spiste af den. Senere gav hun også noget til sin mand da han var hos hende, og han spiste af den" (1. Mosebog 3:1-6).
Guds suverænitet er åbenlyst angrebet af djævelen. Satan antydede åbent, at Gud tilbageholdt oplysninger med det formål at skade sine skabninger: "For Gud ved" (antyder, at Adam og Eva ikke vidste, og at det forårsagede dem skade). Ikke desto mindre forblev Gud altid kontrol over situationen.
Hvorfor talte Satan snarere til Eva end Adam? Apostelen Paulus skrev under inspiration for at "bedrage" hende: "Og Adam blev ikke bedraget, men kvinden blev grundigt bedraget og brød Guds lov" (1. Timoteus 2:14). Hvorfor blev Eva bedraget? På grund af sin unge alder, fordi hun havde meget få års erfaring, mens Adam var mindst over fyrre. Faktisk var Eva lidt overrasket over, i en ung alder, at en slange talte til hende. Hun fortsatte normalt denne usædvanlige samtale. Derfor udnyttede Satan Evas uerfarne for at få hende til at synde. Men Adam vidste, hvad han gjorde, han besluttede at synde bevidst. Denne første beskyldning af djævelen var i relation til Guds naturlige ret til at herske over sine skabninger, både usynlige og synlige (Åbenbaringen 4:11).
Kort før slutningen af denne dag, før solnedgang, Gud bedømt de tre skyldig (1. Mosebog 3:8-19). Før han fastslog Adam og Evas skyld, nøjede Jehova Gud sig med at stille dem et spørgsmål om deres gestus, og de svarede: "Manden sagde: “Kvinden som du har givet mig, hun gav mig frugt fra træet, så jeg spiste.” Jehova Gud sagde så til kvinden: “Hvad er det du har gjort?” Kvinden svarede: “Slangen narrede mig, så jeg spiste”" (1. Mosebog 3:12,13). Uden at erkende deres skyld forsøgte både Adam og Eva at retfærdiggøre sig selv.. Adam bebrejdede endda indirekte Gud for at have givet ham en kvinde, der gjorde ham forkert: "Den kvinde, du gav for at være sammen med mig". I Første Mosebog 3:14-19 kan vi læse Guds dom med et løfte om opfyldelsen af hans hensigt: "Og jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal hugge ham i hælen" (1. Mosebog 3:15). Ved dette løfte tegnede Jehova Gud især at hans hensigt uundgåeligt ville blive opfyldt og informerede Satan djævelen om at han ville blive ødelagt. Fra det øjeblik kom synden ind i verden såvel som dens væsentligste konsekvens, døden: "Derfor: Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og gennem synden kom døden. Døden blev givet videre til alle mennesker fordi de alle syndede" (Romerne 5:12).
2 - Djævelens beskyldning, om menneskets integritet, skabt i Guds billede
Djævelens udfordring
Djævelen antydede, at der var en fejl i menneskets natur. Dette er tydeligt i djævelens udfordring med hensyn til den trofaste tjener Jobs integritet:
"Jehova sagde til Satan: “Hvor kommer du fra?” Satan svarede Jehova: “Jeg har strejfet om på jorden og vandret omkring på den.” Og Jehova sagde til Satan: “Har du lagt mærke til min tjener Job? Der er ingen som ham på jorden. Han er en god og retfærdig mand der er trofast i et og alt. Han tilbeder Gud og holder sig langt fra det der er ondt.” “Men er det helt uden grund at Job har tilbedt Gud?” spurgte Satan Jehova. “Du har jo sat et hegn rundt omkring ham for at beskytte ham selv, hans hus og alt hvad han har. Du velsigner alt hvad han arbejder med, og hans mange husdyr breder sig i landet. Men prøv til en forandring at række din hånd ud og tage alt hvad han ejer, fra ham. Så vil han helt sikkert forbande dig lige op i dit ansigt.” Jehova svarede Satan: “Se! Alt hvad han har, er i din hånd. Men ham selv må du ikke røre.” Så forlod Satan Jehova. (...) Jehova sagde til Satan: “Hvor kommer du fra?” Satan svarede Jehova: “Jeg har strejfet om på jorden og vandret omkring på den.” Og Jehova sagde til Satan: “Har du lagt mærke til min tjener Job? Der er ingen som ham på jorden. Han er en god og retfærdig mand der er trofast i et og alt. Han tilbeder Gud og holder sig langt fra det der er ondt. Og han holder stadig fast ved sin integritet, selvom du prøver at udfordre mig til at knuse ham uden nogen grund.” Men Satan svarede Jehova: “Hud for hud. Et menneske vil give alt hvad det har, for sit liv. Men prøv til en forandring at række din hånd ud for at ramme hans kød og hans knogler. Så vil han helt sikkert forbande dig lige op i dit ansigt.” Jehova svarede Satan: “Se! Han er i din hånd! Du må bare ikke tage hans liv!”" (Job 1:7-12; 2:2-6).
Ifølge Satan Djævelen er menneskers skyld, at de ikke tjener Gud, ikke af kærlighed til deres Skaber, men af egeninteresse og opportunisme. Under pres, ved tabet af sine varer og af frygt for døden, kunne stadig mennesket ifølge Satan djævelen kun fravige sin loyalitet over for Gud. Men Job har vist, at Satan er en løgner: Job mistede alle sine ejendele, han mistede sine 10 børn, og han kom tæt på døden med en "smertefulde bylder" (Historien om Job 1 og 2). Tre falske venner påtog sig psykologisk at torturere Job og sagde, at alle hans ulykker kom fra skjulte synder fra hans side, og at Gud derfor tugtede ham for hans skyld og ondskab. Ikke desto mindre gik Job ikke fra sin integritet og svarede: "Det kunne ikke falde mig ind at erklære jer retfærdige! Jeg vil blive ved med at være trofast lige til jeg dør!" (Job 27:5).
Imidlertid var djævelens vigtigste nederlag vedrørende opretholdelse af menneskets integritet indtil døden om Jesus Kristus, som var lydig mod sin Fader, indtil døden: "Og ikke nok med det: Da han kom som menneske, ydmygede han sig og var lydig lige til døden, ja, døden på en torturpæl" (Filipperne 2:8). Jesus Kristus tilbød ved sin integritet til døden sin Fader en meget dyrebar åndelig sejr, derfor blev han belønnet: "Det var grunden til at Gud ophøjede ham til en højere stilling og i sin godhed gav ham det navn som er over alle andre navne. I Jesus’ navn skal alle derfor bøje deres knæ – det gælder både dem i himlen og dem på jorden og dem under jorden – og hver tunge skal åbent bekende at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faren” (Filipperne 2:9-11).
I illustrationen af den fortabte søn giver Jesus Kristus os mulighed for bedre at forstå hans Faders måde at håndtere situationer, hvor hans skabninger i et stykke tid udfordrer hans autoritet (Lukas 15:11-24). Den fortabte søn bad sin far om arv og forlade huset. Faderen tillod sin allerede voksne søn at tage denne beslutning, men også at bære konsekvenserne. På samme måde forlod Gud Adam til at bruge sit frie valg, men også til at bære konsekvenserne. Hvilket bringer os til det næste spørgsmål vedrørende menneskehedens lidelse.
Årsagerne til lidelse
Lidelse er resultatet af fire hovedfaktorer
1 - Djævelen er den, der forårsager lidelse (men ikke altid) (Job 1:7-12; 2:1-6). Ifølge Jesus Kristus er han denne verdens hersker: "Nu bliver denne verden dømt. Nu vil denne verdens hersker blive kastet ud" (Johannes 12:31; 1. Johannes 5:19). Dette er grunden til, at menneskeheden som helhed er utilfreds: "Vi ved jo at alle skabninger indtil nu har sukket og stønnet sammen under svære lidelser" (Romerbrevet 8:22).
2 - Lidelse er resultatet af vores syndige tilstand, som fører os til alderdom, sygdom og død: "Derfor: Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og gennem synden kom døden. Døden blev givet videre til alle mennesker fordi de alle syndede. (...) Ja, den løn synden betaler, er døden”(Romerne 5:12; 6:23).
3 - Lidelse kan være resultatet af dårlige menneskelige beslutninger (fra vores eller, andre menneskers): "Jeg gør jo ikke det gode som jeg gerne vil. Det jeg gør, er det onde som jeg ikke vil” (5. Mosebog 32:5; Romerne 7:19). Lidelse er ikke resultatet af en "formodet karma-lov". Her er hvad vi kan læse i Johannes kapitel 9: "Da han gik videre, så han en mand som havde været blind fra fødslen. Hans disciple spurgte ham: “Rabbi, hvem har syndet, denne mand eller hans forældre, siden han er blevet født blind?” Jesus svarede: “Hverken manden eller hans forældre har syndet, men det er sket for at Guds gerninger kan blive gjort kendt i forbindelse med ham” (Johannes 9:1-3). "Guds gerninger" skulle i hans tilfælde være hans mirakuløse helbredelse.
4 - Lidelse kan være resultatet af "uforudsete tider og begivenheder", som får personen til at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt: "Der er endnu en ting jeg har lagt mærke til under solen: Det er ikke altid de hurtige der vinder løbet, eller de stærke der vinder kampen; det er heller ikke altid de kloge der har noget at spise, eller de intelligente der har rigdom, og de der har stor viden, får heller ikke altid succes, for de er alle underlagt tiden og det der ikke kan forudses. Mennesket kender ikke sin tid. Ligesom fisk fanges i et ondt net og fugle fanges i en fælde, sådan indfanges mennesker når de rammes af en ulykke der pludselig kommer over dem" (Prædikeren 9:11,12).
Her er hvad Jesus Kristus sagde om to tragiske begivenheder, der havde forårsaget mange dødsfald: ”På samme tid var der nogle, der informerede ham om galilæerne, hvis blod Pilatus havde blandet med deres ofre. svarede han til dem: "På det tidspunkt var der nogle til stede som fortalte ham at Pilatus havde dræbt nogle galilæere mens de bragte ofre. Som svar sagde han til dem: “Tror I at de galilæere var større syndere end alle andre galilæere fordi det gik dem sådan? Nej, siger jeg jer, men hvis I ikke angrer, vil I også dø, ligesom dem. Eller de 18 der blev dræbt fordi tårnet i Siloam faldt ned over dem – tror I at de var større syndere end alle andre mennesker der bor i Jerusalem? Nej, siger jeg jer; men hvis I ikke angrer, vil I alle dø, ligesom dem”" (Lukas 13:1-5). På intet tidspunkt sagde Jesus Kristus, at ofre for ulykker eller naturkatastrofer ville synde mere end andre, eller endda at Gud fik sådanne begivenheder til at straffe syndere. Uanset om det er sygdomme, ulykker eller naturkatastrofer, er det ikke Gud, der forårsager dem, og de, der er ofre, har ikke syndet mere end andre.
Gud vil fjerne alle disse lidelser: "I det samme hørte jeg en kraftig stemme fra tronen sige: “Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Han vil tørre alle tårer væk fra deres øjne, og døden vil ikke findes mere. Sorg, skrig og smerte vil heller ikke findes mere. Det som var før, er forsvundet”” (Åbenbaringen 21:3,4).
Skæbne og frit valg
"Skæbne" eller fatalisme er ikke en bibelsk lære. Vi er ikke "beregnet" til at gøre godt eller ondt, men ifølge "frit valg" vælger vi at gøre godt eller ondt (5. Mosebog 30:15). Denne opfattelse af skæbnen eller fatalismen er tæt knyttet til den idé, som mange mennesker har om Guds alvidenhed og hans evne til at kende fremtiden. Vi vil se, hvordan Gud bruger sin alvidenhed eller hans evne til at kende begivenhederne på forhånd. Vi vil se fra Bibelen, at Gud bruger den på en selektiv og diskretionær måde eller til et specifikt formål ved flere bibelske eksempler.
Gud bruger sin alvidenhed på en skønsmæssig og selektiv måde
Vidste Gud at Adam ville synde? Fra sammenhængen med Første Mosebog 2 og 3 er det åbenlyst ikke. Hvordan kunne Gud have givet en befaling om, at han på forhånd vidste, at Adam ville være ulydig? Dette ville have været i modstrid med hans kærlighed, og alt var gjort, så denne befaling ikke var tung (1 Johannes 4:8; 5:3). Her er to bibelske eksempler, der viser, at Gud bruger sin evne til at kende fremtiden på en selektiv og diskretionær måde. Men også, at han altid bruger denne evne til et bestemt formål.
Tag Abrahams eksempel. I Første Mosebog 22:1-14 er der beretningen om Guds anmodning til Abraham om at ofre sin søn Isak. Ved at bede Abraham om at ofre sin søn vidste han på forhånd, om han ville være i stand til at adlyde? Afhængig af historiens umiddelbare kontekst, nej. Mens Gud i sidste øjeblik forhindrede Abraham i at gøre sådan en handling, står der skrevet: ”Så sagde han: “Slå ikke drengen ihjel, og gør ham ikke noget. Nu ved jeg nemlig at du frygter Gud, for du har ikke holdt din søn, din eneste, tilbage fra mig”” (1. Mosebog 22:12). Der står "nu ved jeg virkelig, at du frygter Gud". Udtrykket "nu" viser, at Gud ikke vidste, om Abraham ville følge denne anmodning.
Det andet eksempel vedrører ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra. Det faktum, at Gud sender to engle for at verificere en skandaløs situation, viser endnu en gang, at han i starten ikke havde alt bevis for at træffe en beslutning, og i dette tilfælde brugte han sin evne til at vide ved hjælp af to engle (1. Mosebog 18:20,21).
Hvis vi læser de forskellige profetiske bibelbøger, finder vi ud af at Gud stadig bruger sin evne til at kende fremtiden til et meget specifikt formål (Zakarias profeti; Daniels profeti). Lad os tage et simpelt bibelsk eksempel. Mens Rebecca var gravid med tvillinger, var problemet, hvilken af de to børn der ville være forfader til den nation, som Gud havde valgt (1. Mosebog 25:21-26). Jehova Gud foretog en simpel observation af Esaus og Jakobs genetiske sammensætning (skønt det ikke er genetikken, der fuldstændigt styrer fremtidig adfærd), og i sin forudviden foretog han en fremskrivning fremad. at vide, hvilke slags mænd de skulle blive: "Dine øjne så mig som foster; i din bog var alle dets dele og dagene hvor de skulle formes, skrevet op, endnu før nogen af dem var der"(Salmerne 139:16). Baseret på denne forudviden tog Gud sit valg (Romerne 9:10-13; Apostelgerninger 1:24-26 "Du, Jehova, som kender alles hjerte").
Beskytter Gud os?
Før vi forstår Guds tankegang med hensyn til vores personlige beskyttelse, er det vigtigt at overveje tre vigtige bibelpunkter (1. Korinther 2:16):
1 - Jesus Kristus viste, at det nuværende liv, som ender med døden, har en foreløbig værdi for alle mennesker (Johannes 11:11 (Lazarus død beskrives som "søvn")). Desuden viste Jesus Kristus, at det, der betyder noget, er at bevare vores udsigter til evigt liv snarere end at søge at "overleve" en prøvelse ved kompromis (Matthæus 10:39, "sjæl" = liv (1. Mosebog 35:16-19)). Apostelen Paulus viste under inspiration, at "sandt liv" er centreret om håbet om evigt liv (1 Timoteus 6:19).
Når vi læser Apostlenes Gerninger, finder vi ud af at Gud undertiden lod den kristnes prøve ende i sin død, hvad angår apostelen Jakob og disciplen Stefanus (Apostlenes Gerninger 7:54-60; 12:2). I andre tilfælde besluttede Gud at beskytte disciplen. For eksempel besluttede Gud efter apostlen Jakobs død at beskytte apostelen Peter mod en identisk død (Apostlenes Gerninger 12:6-11). Generelt set i bibelsk sammenhæng er beskyttelsen af en Guds tjener ofte knyttet til hans formål. For eksempel, mens det var midt i et skibsvrag, var der kollektiv guddommelig beskyttelse af apostlen Paulus og alle mennesker på båden (Apostlenes Gerninger 27:23,24). Den kollektive guddommelige beskyttelse var en del af et højere guddommeligt formål, nemlig at Paulus skulle aflægge vidnesbyrd for konger (Apostlenes Gerninger 9:15,16).
2 - Dette spørgsmål om guddommelig beskyttelse skal placeres i sammenhæng med Satans to udfordringer og især i de ord, han fremsatte om Jobs integritet: "Du har jo sat et hegn rundt omkring ham for at beskytte ham selv, hans hus og alt hvad han har. Du velsigner alt hvad han arbejder med, og hans mange husdyr breder sig i landet" (Job 1:10). For at besvare spørgsmålet om integritet vedrørende Job og hele menneskeheden viser denne udfordring fra djævelen, at Gud på relativ måde måtte fjerne sin beskyttelse fra Job, hvilket også kunne gælde for hele menneskeheden. Kort før han døde, viste Jesus Kristus med henvisning til Salmerne 22:1, at Gud havde fjernet al beskyttelse fra ham, hvilket resulterede i hans død som et offer (Johannes 3:16; Mattæus 27:46). Men for menneskeheden som helhed forbliver denne tilbagetrækning fra guddommelig beskyttelse relativ. Ligesom Gud forbød djævelen at dræbe Job, er det tydeligt at det samme gælder for hele menneskeheden (sammenlign med Mattæus 24:22).
3 - Vi har set ovenfor, at lidelse kan være resultatet af "uforudsete tider og begivenheder", hvilket betyder, at folk kan finde sig på det forkerte tidspunkt på det forkerte sted (Prædikeren 9:11,12). Generelt er mennesker således ikke beskyttet af Gud mod konsekvenserne af det valg, der oprindeligt blev truffet af Adam. Mennesket bliver ældre, bliver syg og dør (Romerne 5:12). Han kan blive offer for ulykker eller naturkatastrofer (Romerbrevet 8:20; Prædikerens bog indeholder en meget detaljeret beskrivelse af nutidens nytteløshed af livet, som uundgåeligt fører til døden: “Fuldstændigt meningsløst!” siger den der samler menigheden, “fuldstændigt meningsløst! Alting er meningsløst!” (Prædikeren 1:2)).
Derudover beskytter Gud ikke mennesker mod konsekvenserne af deres dårlige beslutninger: "Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. Hvad et menneske sår, skal det også høste. Den der sår ved at følge kødets ønsker, skal høste ødelæggelse på grund af kødets ønsker, men den der sår ved at lade sig lede af Guds ånd, skal høste evigt liv af Guds ånd" (Galaterne 6:7,8). Hvis Gud har udsat menneskeheden for nytteløshed i relativt lang tid, giver det os mulighed for at forstå, at han har trukket sin beskyttelse tilbage fra konsekvenserne af vores syndige tilstand. Denne farlige situation for hele menneskeheden vil bestemt være midlertidig (Romerne 8:21). Det er så, at hele menneskeheden, efter at djævelens tvist er løst, vil genvinde Guds velvillige beskyttelse i det jordiske paradis (Salme 91:10-12).
Betyder dette, at vi i øjeblikket ikke længere er individuelt beskyttet af Gud? Den beskyttelse, som Gud giver os, er beskyttelsen af vores evige fremtid i form af håbet om evigt liv, enten ved at overleve den store trængsel eller ved opstandelsen, hvis vi vil udholde til enden (Matt 24: 13; Johannes 5: 28,29; Apostelgerninger 24:15; Åbenbaringen 7: 9-17). Derudover viser Jesus Kristus i sin beskrivelse af de sidste dages tegn (Mattæus 24, 25, Markus 13 og Lukas 21) og Åbenbaringens bog (især i kapitel 6:1-8 og 12:12), at menneskeheden ville gennemgå store ulykker siden 1914, hvilket antyder, at Gud i en periode ikke ville beskytte den. Dog har Gud ikke efterladt os uden muligheden for at beskytte os selv individuelt ved at anvende hans velvillige vejledning indeholdt i Bibelen, hans ord. I vid udstrækning hjælper anvendelse af bibelske principper med at undgå unødvendige risici, der absurd kan forkorte vores liv (Ordsp 3:1,2). Vi så ovenfor, at skæbnen ikke eksisterer. Derfor vil anvendelse af bibelske principper, Guds vejledning, være som at se omhyggeligt til højre og venstre, før du krydser gaden for at bevare vores liv (Ordsprogene 27:12).
Derudover insisterede apostelen Peter på at være årvågen med henblik på bøn: "Men afslutningen på det hele er kommet nær. Vær derfor sunde i sindet, og husk altid at bede til Gud" (1 Peter 4 :7). Bøn og meditation kan beskytte vores åndelige og mentale balance (Filipperne 4:6,7; 1. Mosebog 24:63). Nogle mener at de har været genstand for Guds beskyttelse på et eller andet tidspunkt i deres liv. Intet i Bibelen forhindrer denne ekstraordinære situation for at blive set, tværtimod: "og jeg vil vise velvilje mod den som jeg viser velvilje, og vise barmhjertighed mod den som jeg viser barmhjertighed" (2. Mosebog 33:19). Denne oplevelse forbliver i rækkefølgen af det eksklusive forhold mellem Gud og denne person, der ville have været beskyttet af Gud. Det er ikke op til os at dømme: "Hvordan kan du tillade dig at dømme en andens tjener? Det er hans egen herre der bestemmer om han står eller falder. Han vil blive stående, for Jehova* kan holde ham oppe” (Romerne 14:4).
Inden den sidste ende af lidelsen, skal vi elske hinanden og hjælpe hinanden for at lindre lidelsen i vores omgivelser: "Jeg giver jer et nyt bud: I skal elske hinanden. Ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. Hvis I har kærlighed til hinanden, vil alle forstå at I er mine disciple" (Johannes 13:34,35). Disciplen Jakob, halvbror til Jesus Kristus, skrev godt, at denne form for kærlighed skal konkretiseres ved handlinger eller initiativer for at hjælpe vores næste, der er i nød (Jakob 2:15,16) . Jesus Kristus opmuntrede til at hjælpe dem, der aldrig kan returnere det til os (Lukas 14:13,14). Ved at gøre dette på en måde ”låner vi” ud til Jehova, og han vil betale det tilbage til os... hundrede gange (Ordsprogene 19:17).
Det er interessant at bemærke, hvad Jesus Kristus nævner som barmhjertighedshandlinger, som vil eller ikke tillader os at få hans godkendelse: "For jeg blev sulten, og I gav mig noget at spise. Jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke. Jeg var fremmed, og I tog gæstfrit imod mig. Jeg var nøgen, og I gav mig tøj. Jeg blev syg, og I tog jer af mig. Jeg var i fængsel, og I besøgte mig'" (Mattæus 25:31-46). At give mad, at give at drikke, at modtage fremmede, at give tøj, at besøge de syge, at besøge fanger, der er fængslet på grund af deres tro. Det skal bemærkes, at der i alle disse handlinger ikke er nogen handling, der kan betragtes som "religiøs". Hvorfor ? Ofte gentog Jesus Kristus dette råd: "Jeg ønsker barmhjertighed, ikke slagtoffer" (Mattæus 9:13; 12:7). Den generelle betydning af ordet "barmhjertighed" er medfølelse i handling (Den smallere betydning er tilgivelse). At se nogen i nød, uanset om vi kender dem eller ej, og hvis vi er i stand til det, kommer vi dem til hjælp (Ordsprogene 3:27,28).
Offeret repræsenterer åndelige handlinger direkte relateret til tilbedelse af Gud. Selvom vores forhold til Gud selvfølgelig er vigtigst, viste Jesus Kristus, at vi ikke skulle bruge påskud af "offer" for at afstå fra at vise barmhjertighed. Under en vis omstændighed fordømte Jesus Kristus nogle af sine samtidige, der brugte påskud af "offer" for ikke at hjælpe deres aldrende forældre materielt (Mattæus 15:3-9). I dette tilfælde er det interessant at læse, hvad Jesus Kristus siger til dem, der vil søge at få hans godkendelse og de vil ikke blive godkendt: ”Mange vil sige til mig på den dag: ‘Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn og uddrevet dæmoner i dit navn og udført mange mirakler i dit navn?’" (Mattæus 7:22). Hvis vi sammenligner Mattæus 7:21-23 med 25:31-46 og Johannes 13: 34,35, indser vi, at selv om det åndelige "offer" er tæt knyttet til barmhjertighed, er sidstnævnte ikke mindre vigtigt, set fra Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus (1. Johannes 3:17,18; Mattæus 5:7).
På spørgsmålet fra profeten Habakkuk (1:2-4) om, hvorfor Gud tillod lidelse og ondskab, er svaret: "Jehova svarede mig: “Skriv synet ned så det står klart og tydeligt på tavler, for at den der læser det højt, kan gøre det flydende. Synet handler om noget der først vil ske til en fastsat tid. Det jager frem mod sin opfyldelse, og det lyver ikke. Selv hvis det skulle trække ud, så bliv ved med at vente på det! Det skal nok gå i opfyldelse. Det vil ikke være forsinket!"" (Habakuk 2:2,3). Her er nogle bibletekster om denne meget nær fremtidige "vision" om håb, der ikke kommer for sent:
"Og jeg så en ny himmel og en ny jord. Den tidligere himmel og den tidligere jord var nemlig forsvundet, og havet fandtes ikke længere. Jeg så også den hellige by, det nye Jerusalem, komme ned fra himlen fra Gud, som en brud der var smykket og parat til at møde sin ægtemand. I det samme hørte jeg en kraftig stemme fra tronen sige: “Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Han vil tørre alle tårer væk fra deres øjne, og døden vil ikke findes mere. Sorg, skrig og smerte vil heller ikke findes mere. Det som var før, er forsvundet”" (Åbenbaringen 21:1-4).
"Ulven vil færdes sammen med lammet, og leoparden vil lægge sig hos gedekiddet; kalven, løven og fedekvæget vil være sammen, og en lille dreng vil tage sig af dem. Koen og bjørnen vil græsse sammen, og deres unger vil ligge sammen. Løven vil æde halm ligesom oksen. Spædbarnet vil lege ved kobraslangens hule, og et barn der lige er vænnet fra, vil række sin hånd ud over giftslangens hul. Ingen vil gøre skade, og ingen vil gøre fortræd på hele mit hellige bjerg, for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova som vandet dækker havets bund” (Esajas 11:6-9).
"Til den tid bliver de blindes øjne åbnet, og de døves ører bliver lukket op. Til den tid springer den halte som en hjort, og den stummes tunge råber af glæde. I ødemarken vil vand vælde frem, strømme af vand på ørkensletten. Den afsvedne jord vil blive til damme med siv, og den tørstige jord til vandkilder. I hulerne hvor sjakalerne boede, vil der vokse grønt græs, rørplanter og papyrus” (Esajas 35:5-7).
"Der vil ikke længere være noget spædbarn dér som kun lever nogle få dage, eller en gammel mand som dør en for tidlig død. Den der dør som hundredårig, vil blive regnet for at være en dreng, og hvis en dør når han er hundrede år gammel, er det en synder der dør på grund af en forbandelse. De vil bygge huse og bo i dem, og de vil plante vingårde og nyde deres frugt. De vil ikke bygge for at en anden skal bo der, og de vil ikke plante for at andre skal spise, for mit folks levedage vil blive som træets, og mine udvalgte vil få fuld glæde af det deres hænder frembringer. De skal ikke slide uden at få noget ud af det, og de skal ikke føde børn til sorg, for de er det afkom som består af mennesker der er velsignet af Jehova, og det samme er deres efterkommere. Allerede før de kalder, vil jeg svare dem. Endnu mens de taler, vil jeg høre dem” (Esajas 65:20-24).
"Lad hans krop blive friskere end den var i ungdommen, lad ham få sin ungdoms styrke tilbage" (Job 33:25).
"På dette bjerg vil Jehova, Hærstyrkers Gud, dække bord for alle folkeslagene. Han vil servere et festmåltid med fede retter, et festmåltid med gode vine, med fede, marvfulde retter, med gode, klare vine. På dette bjerg vil han fjerne det slør der indhyller alle folkeslagene, og det vævede stof der ligger som et dække over alle nationerne. Han vil opsluge døden for evigt. Den Suveræne Herre Jehova vil tørre tårerne af alle ansigter. Overalt på jorden vil han fjerne sit folks vanære; Jehova har selv sagt det” (Esajas 25:6-8).
"Dine døde skal leve. De døde der tilhører mig, skal opstå. Vågn op og råb af glæde, I der bor i støvet! Jeres dug er som morgenduggen, og jorden vil bringe dem der er magtesløse i døden, til live” (Esajas 26:19).
"Og mange af dem der sover i jordens støv, vil vågne, nogle til evigt liv, og andre til vanære og evig foragt" (Daniel 12:2).
"Det skal I ikke undre jer over, for den tid kommer hvor alle der er i mindegravene, skal høre hans stemme og komme ud – de der har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, og de der har gjort det der er ondt, til en dommens opstandelse" (Johannes 5:28,29).
"Og ligesom mændene her stoler jeg på Guds løfte om at både retfærdige og uretfærdige vil blive oprejst fra døden" (Apostlenes Gerninger 24:15) (Livets høst; Prinsen af jorden; Den jordiske præst; Leviten).
Hvem er Satan djævelen?
Jesus Kristus beskrev djævelen meget kortfattet: ”Han var en morder da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Han lyver fordi det er en del af hans personlighed, han er nemlig en løgner og løgnens far" (Johannes 8:44). Satan djævelen er ikke det ondes abstraktion, men en ægte åndeskabning (se beretningen i Mattæus 4: 1-11). På samme måde er dæmonerne også engle, der er blevet oprørere, der har fulgt djævelens eksempel (1. Mosebog 6:1-3 for at sammenligne med brevet i Judas vers 6: "Og de engle der ikke blev i den stilling de oprindeligt havde fået tildelt, men forlod deres rette bolig, holder han i forvaring med evige lænker i tæt mørke til dommen på den store dag").
Når der står "han stod ikke fast i sandheden", viser det, at Gud skabte denne engel uden synd og uden noget spor af ondskab i sit hjerte. Denne engel havde i begyndelsen af sit liv et "smukt navn" (Prædikeren 7:1a). Han forblev dog ikke oprejst, han dyrkede stolthed i sit hjerte og blev med tiden "djævel", hvilket betyder bagvaskelse og Satan, modstander; hans gamle smukke navn, hans gode omdømme, er blevet erstattet af en af evig skændsel. I Ezekiels profeti (kapitel 28) mod den stolte konge af Tyrus henvises det tydeligt til stoltheden hos englen, der blev "djævel" og "Satan": "Menneskesøn, syng en sørgesang om kongen af Tyrus, og sig til ham: ‘Hør hvad Den Suveræne Herre Jehova siger: “Du var perfekt i et og alt, fuld af visdom og fuldendt i skønhed. Du var i Eden, Guds have. Du var smykket med alle slags kostbare sten – rubin, topas og jaspis, krysolit, onyks og jade, safir, turkis og smaragd. De var indfattet og indsat i guld. De blev lavet den dag du blev skabt. Jeg indsatte dig som den salvede, beskyttende kerub. Du var på Guds hellige bjerg, og du gik omkring blandt ildsten. Din adfærd var fejlfri fra den dag du blev skabt, indtil der blev fundet uretfærdighed hos dig" (Ezekiel 28:12-15). Ved sin uretfærdighed i Eden blev han en "løgner", der forårsagede døden for alle Adams afkom (1 Mosebog 3; Romerne 5:12). I øjeblikket er det Satan djævelen, der styrer verden: "Nu bliver denne verden dømt. Nu vil denne verdens hersker blive kastet u" (Johannes 12:31; Efeserne 2: 2; 1 Johannes 5:19) .
Satan djævelen vil blive permanent ødelagt: "Den Gud der giver fred, vil snart knuse Satan under jeres fødder" (1. Mosebog 3:15; Romerne 16:20).
Share this page